Historie
Søsterloge nr. 42 Liden Kirstens historie.
Frøet til vor loges historie blev lagt den 1. juni 1955, da søster eksmester Ellen Brøndum Jeppesen og søster eksmester Gerda Stage, Thisted blev indviet i rebekkaloge nr. 22 Dr. Dagmar, Skive, som senere blev Liden Kirstens moderloge.
Grunden til at dette skete var, at en initiativrig søster fra Skive, søster Laura Madsen, fik samlet nogle damer til et lille møde hos søster Laura Agerholm, rebekkaloge nr. 14 Ruth, Laura Agerholm boede dengang i Thisted. Dette møde førte til, at de to førnævnte blev de første søstre i Thisted. Senere fulgte flere nye søstre, der alle blev indviet i Rebekkaloge nr. 22 Dr. Dagmar.
Den 3. november 1962 blev vor loge institueret med 28 søstre samt broder eksmester Peder Nystrup.
Navnet Liden Kirsten stammer fra en historisk person, der har tilknytning til Thy.
Sagnet fortæller at Kirsten var kong Valdemar den Stores søster, og at hun ligger begravet på Vestervig Kirkegaard sammen med sin elskede Prins Burris. Motivet til logens nål - en ung kvinde - blev taget efter et gammelt billede af en kongedatter.
Logetæppet blev lavet i Hjørring efter udkast af broder Carlo Pedersen.
Logens første embedsmænd:
Overmester Ellen Brøndum Jeppesen
Undermester Gerda Stage
Sekretær Ina Tandrup
Kasserer Dagny Nielsen
Skatmester Lily Pedersen
Søsterloge nr. 42 Liden Kirsten er moderloge for søsterloge nr. 55 Dueholm, Nykøbing.